Dyrene

Du kan komme helt tæt på dyrene i Madsby Legepark!

Vi har mange dyr og langt de fleste steder, kan du gå frit rundt mellem dem.

Vi har alt fra svenske minigrise, kaniner, geder, høns, marsvin, latterfugle, skildpadder og mange flere.

Læs mere om de forskellige dyr nedenfor.

Svenske Minigrise

I Madsby Legepark kan du opleve de små minigrise helt tæt på. I deres nye publikumsvenlige indhegning, kan du komme helt tæt på de små tryner.

Denne gris er blevet til, ved at avle sig frem til en "minigris". De besidder et stille gemyt. De trives i flok og nedstammer fra vildsvin. De bliver omkring 1 meter i længde, og har en vægt på mellem 30-50 kilo.

Den typiske levealder er fra 15-25 år.


Kaniner

Vores kaniner kan du også opleve helt tæt på. Det er tilladt at gå ind og klappe kaninerne, men husk at respektere deres "helle".

Racen i Madsby Legepark er en Hvid Land, der er en dansk national race.

I gamle dage var denne race udbredt til produktion af kød og skind. Derfor er det en stor kanin.

Husk at spritte af eller vaske hænder efter du har kælet med dyrene.


​Fugle

I de rummelige volierer, kan du se arter som Grønvinget due, Blåkindet conure, Amherts fasan, Zebrafinke og mange andre.

Alle vores fuglearter, er almindelige i fangeskab og opdrættet gennem generationer under beskyttede forhold.

Både inde og ude er der mulighed for at fordybe sig, og iagttage fuglenes spændende adfærd.

Vores store Mørkerøde araer, er en af verdens største papegøjer. Lad endelig hænderne blive i lommen, og prøv aldrig at få fingrene ind til dem! De kan med lethed bide fingeren af! Prøv at se hvordan de har behandlet grenene i deres voliere!

De mørkerøde araer deler anlæg med Venezuela Amazoner - en art de også møder i naturen i store dele af Sydamerika, hvor begge arter har deres naturlige udbredelse.

Du kan også møde vores latterfugl. Den er mere kendt for sin stemme, end de fleste er klar over! Dens karakteristiske ”latter” er brugt til at give junglestemning i utallige film fra ”Tarzan” til ”Jurassic park”. Hvad der sikkert vil overraske mange, er at stemmen fra den ikoniske delfin ”Flipper”, er en modificeret optagelse af latterfuglens stemme.

Latterfuglen tilhører familien Isfugle, ja den er faktisk verdens største isfugl. I modsætning til vores hjemlige isfugl hører det til sjældenhederne at de fanger fisk.


Geder

I Madsby Legepark kan du gå rundt blandt vores geder.

Ofte hører man udtrykket ”Bjerggeder”, ja nogle tror faktisk at det er navnet på en speciel slags geder. I virkeligheden er alle geder dog bjerggeder, da alle vilde gedearter, og dermed også tamgedens stamfar, Bezoargeden, lever i bjergene.

Geder ses tit klatre og springe rundt. Man har set geder springe op til 3,5 meter i længden og 1,5 meter i højden.

Hvor langt kan du springe?


Skildpadder

I søen ved madpakkehusene, kan du opleve vores skildpadder.

Skildpadder kan blive rigtig gamle, nogle arter over 150 år, men de arter der bor i Madsby Legepark bliver højst omkring 40 år.

Skildpadder er vekselvarme hvilket betyder, at de er afhængige af at blive varmet op af solens stråler, de solbader for at blive varme. Om vinteren, når der ikke bliver varmt nok, går skildpadderne i dvale på bunden af søen. Under dvalen stopper de med at spise, og deres hjerte slår kun 2 gange i minuttet.

Ligesom os ånder skildpadder med deres lunger, og skal derfor jævnligt op til overfladen for at trække vejret. Når skildpadderne er i dvale kan de dog nøjes med den ilt der er i vandet, og de optager ilt gennem slimhinder i munden og endetarmen. Man kan på den måde faktisk godt sige, at de trækker vejret med numsen!


Køer

Naturarealerne mellem Madsby Legepark og Den Historiske Miniby afgræsses af vores, geder og køer, som alle er af gamle danske landracer.

Madsby Legepark

Et tilbud til hele familien.

Hygge, leg og oplevelser for alle sanser i trygge rammer er kendetegnende for området. Der er fri adgang til Legeparken hele året, og sæsonen er fra start april til og med uge 42, hvor der dagligt er åbent fra kl. 10 for de betalende aktiviteter som bådudlejning, minigolf og Madsbytoget. Du finder også Madsbykiosken, hvor der kan købes is, mad, slik og drikkevarer.

Tag en spændende tur med Madsbytoget, der kører mellem alle faciliteterne i Madsbyparken. Eller besøg den store dyreafdeling med bl.a. fugle i en indendørs og udendørs voiliere, indhegninger med geder, får, minigrise, kaniner og høns.

Sommersæsonen byder på forskellige former for gratis børneunderholdning og andre aktivitetsmuligheder.

Kommende arrangementer
Lør. d. 23/3

Sæsonåbning af Madsby Legepark

Lørdag d. 23. marts åbner vi officielt for sæsonen i Madsby Legepark.

Tirs. d. 26/3

Morgenfodring af dyrene i Madsby Legepark

Tag med når vores dyrepasser, Ronni, giver udvalgte dyr morgenmad i Madsby Legepark.